KØS logo

Knud Højgaards

Fond

ALEX HARTLEY

Nowhereisland

Photo: Max McClure © Situations

ALEX HARTLEY

Nowhereisland, 2012

Produceret af Situations.

Hvad nu hvis man sejlede en arktisk ø ud i internationalt farvand og erklærede den en ny nation med medborgerskab åbent for alle? Det var, hvad kunstneren Alex Hartley gjorde i 2012, hvor den nyetablerede ø-nation Nowhereisland blev sejlet væk fra sit arktiske ophav og rundt om den engelske sydvestkyst, hvor den engagerede mere end 23.000 mennesker fra 135 lande i at skrive dens grundlov.

Nowhereislands tilblivelseshistorie begyndte i 2004, hvor Alex Hartley deltog i en ekspedition til Arktis, inviteret af miljøorganisationen Cape Farewell. På udkig efter nyt land, finkæmmede Hartley skiftevis søkort og kystlinje; han ønskede sig en ø, muligheden for en afgrænset men grænseløs nation født ud af Arktis’ smeltende is. Og på nordøstsiden af Svalbard dukkede den til sidst op – en lille ø, der ikke fandtes på kortene.

I al sin frosne ufremkommelighed er Arktis et politiseret minefelt af nationale territorier, og Hartley brugte adskillige år på at forhandle øen fri af Norge. Præcis syv år efter, at kunstneren som det første menneske satte fod på det nye stykke land, kunne han vende tilbage til Arktis ombord på skibet ’Noorderlicht’ sammen med et hold samfundsdebattører og klimaaktivister. Sammen sejlede de øen ud i et nyt hav uden for territoriel råderet og erklærede den for sin egen uafhængige nation.

I begyndelsen lignede Nowhereisland en drøm om Arktis’ modige isolation, en skinnende himmel over is og sten og fjendtligt terræn åbent for erobring, men i sin bevægelse sydpå voksede den til et offentligt, politisk kunstværk.

Gennem de nordiske have rejste øen som et ensomt stykke Land Art, et løsrevet landskab på vej gennem et andet, indtil den i juli 2012 lagde til ud for havnebyen Weymouth og åbnede sig mod sine kommende borgere.

I Weymouth og seks byer efter den, blev Nowhereisland modtaget med musik, parader og et festligt leben. Herfra tog nationen Nowhereisland form og bød alle interesserede velkommen til at blive den nye statsborgere, skrive dens grundlov, etablere dens værdier. Det skete ved den ambassadevogn, som fulgte og repræsenterede den nye nation på land, men i høj grad også på nettet, hvor 52 filosoffer, forfattere, kunstnere, aktivister m.fl. også bidrog til at tænke den nye nations tanker på websitet nowhereisland.org. Ved rejsens slutning blev størstedelen af Nowhereisland fordelt mellem nowhereianerne, som hver modtog et lille stykke ø med posten.

Fra at være et usynligt punkt i Arktis’ paradoksalt øde inferno af grænser og bureaukrati til at blive et skulpturelt ingenmandsland i bevægelse og ende som banebrydende aktivisme, holdt Nowhereisland et spejl op mod en verden, der både opløser og opruster sig selv. Kloden smelter, men dens landegrænser virker hårdere optrukne end nogensinde. I denne virkelighed var Hartleys midlertidige nation et lille grænseløst helle af gæstfrihed og direkte demokrati. En utopisk idé og en drøm om et andet sted, der i løbet af sin etårige eksistens engagerede sine 23.003 nye borgere i spørgsmålet: Hvis vi skulle starte forfra, hvordan ville vi så begynde?

 

Alex Hartley (født 1963) er en britisk kunstner, der i løbet af sin snart 30 år lange karriere er blevet internationalt anerkendt for en subtil men kompromisløs indramning af de komplekse relationer mellem byggede og naturlige miljøer. Hartleys praksis spænder ganske bredt, fra væghængt fotografi til enorme installationer, der ofte dissekerer og dekonstruerer moderne arkitektur. Med Nowhereisland rykkede Hartleys kunst for alvor ud i offentlige rum, og siden har han skabt stedsspecifikke, udendørs installationer til blandt andet den engelske Folkestone Triennale og den japanske Yokohama Triennale. 

//

ALEX HARTLEY

Nowhereisland, 2012

Produced by Situations.

What if an Arctic island was sailed into international waters and declared a new nation with citizenship open to everyone willing to contribute to its constitution? This is what UK artist Alex Hartley did in 2012, when a newly-founded island nation called Nowhereisland was sailed from its Arctic origins and along the southwest coast of England, where more than 23,000 people from 135 countries got involved in collectively writing the new country’s constitution.

The story of Nowhereisland began in 2004, when Alex Hartley was invited to join an expedition to the Arctic by the environmental organisation Cape Farewell. Searching for new territory, Hartley scoured nautical charts and the coastline looking for an island and the possibility of a delimited yet borderless nation born out of the melting ice of the Arctic. And on the northeast side of Svalbard he finally found it – a small island that did not exist on any map.

With all its frozen impenetrability, the Arctic is a politicised minefield of national territories, and Hartley spent years negotiating the release of the island with Norway. Exactly seven years afterbeing the first human to set foot on the new piece of land, he could return to the Arctic on board the ship ‘Noorderlicht’ with a crew of public figures and climate activists. The island was sailed into new waters beyond territorial confines, and declared an independent nation.

In the beginning Nowhereisland was like a dream of the Arctic’s brave isolation, a bright sky above ice, cliffs and hostile terrain to be conquered. But as it journeyed south it grew into a political work of public art. It sailed through the Nordic seas as a lonely piece of land art – a severed landscape – until it arrived at the seaside town of Weymouth in July 2012 ready to meet its future citizens.

In Weymouth and six subsequent towns Nowhereisland wasgreeted by music, parades and festivities. From here the nation of Nowhereisland started to take shape, welcoming everyone who was interested to be its citizens, write its constitution, and define its values. All of this happened at the travelling embassy that followed and represented the new nation on land. But also online, where 52 people including philosophers, writers, artists and activists contributed their ideas for the new nation on the website nowhereisland.org. By the end of the journey most of Nowhereisland had been divided between the ‘Nowherians’, who all received a small piece of the island in the post.

From being an invisible point in the Arctic’s paradoxical remote inferno of borders and bureaucracy, to become a sculptural no man’s land on the move, before ending as manifestation of pioneering activism, Nowhereisland held a mirror up to a world in the process of disbanding and rearming itself. The planet is melting, but its frontiers seem more rigidly drawn than ever. In the face of these realities Hartley’s temporary nation was a small, borderless refuge of hospitality and direct democracy. A utopian idea and dream of another place that during the year it existed engaged 23,003 new citizens from 135 countries in asking: If we were to start from scratch, where would we begin?

Alex Hartley (born 1963) is a British artist whose artistic career during the past three decades has gained international acknowledgement for a subtle but uncompromising framing of the complex relations between built and natural environments. Hartley’s practice is wide-ranging, from wall hanging photography to grand installations, which often dissect and deconstruct modern architecture. With Nowehereisland, Hartley’s art aimed severely for public spaces and he has later produced outdoor site-specific installation for the British Folkestone Triennial and the Japanese Yokohama Triennial among others. 

Photo: Anders Sune Berg

Photo: Alex Hartley